Årsberetning 2013

Læs årsberetningen for 2013 her. Årsberetninger fra tidligere år findes nederst på siden.

2013 var året, hvor det kommunale fællesskab for alvor konsoliderede sig og KOMBIT med opbakning fra 98 kommuner fik tilslutning til at konkurrenceudsætte KMDs monopol.

Med fællesskabet i ryggen fik KOMBIT lukket en aftale med KMD, som resulterede i, at KMD betalte et kontantbeløb på 55 mio. kr. tilbage til kommunerne. Aftalen sikrede også kommunerne en varig prisnedsættelse på ca. 100 mio. kr. årligt frem til monopolet er brudt, samt et prisloft på KMDs listepriser som forhindrer, at KMDs priser fortsat kan stige ud over prisudviklingen.

Umiddelbart før jul blev KOMBIT også enig med KMD om en aftale vedrørende de økonomiske rammer for udfasningen. Aftalen danner grundlaget for, at de kommende udbud på monopolområdet kan igangsættes. Prisen ligger inden for de estimater, som både KOMBIT og eksterne rådgivere havde givet, og holder sig således inden for business casen for monopolbruddet. Med aftalen har KOMBIT også sikret sig, at KMD ikke bliver stillet bedre end de øvrige leverandører i den kommende udbudsproces.

Samarbejdet mellem KOMBIT og ATP blev yderligere styrket i 2013, og ATP vil fremadrettet bruge den Fælleskommunale Rammearkitektur til de løsninger, de udbyder til Udbetaling Danmark.

Projekter i fremdrift

På projektsiden har KOMBIT startet udbud af Støttesystemerne i den Fælleskommunale Rammearkitektur, Kommunernes Ydelsessystem (KY), Kommunernes Sygedagpengesystem (KSD) og Sagsoverblik/Partskontakt (SAPA).

På Kommunernes Fælles Ledelsesinformationssystem, FLIS, blev der arbejdet intenst med at datavalidere og kvalificere systemet yderligere, og der vil fortsat løbende blive valideret nye dataområder i kommunerne. FLIS blev i slutningen af året meldt klar til ibrugtagning.

Der blev desuden lagt sidste hånd på udviklingen af Byg og Miljø-løsningen, der blev idriftsat i flere end 80 kommuner i april 2014. Med løsningen kan kommunens borgere og virksomheder fremover elektronisk søge om tilladelse til at bygge nyt, bygge til, bygge om eller søge om visse miljøtilladelser.

I december måned indgik KOMBIT en 1-årig rammeaftale om levering af et DHUV-system (Digitalisering på handicap og udsatte voksne-området) til ni kommuner. Aftalen sikrer kommunerne et sagsbehandlingssystem, der understøtter den fælleskommunale Rammearkitektur samt væsentlige snitflader til andre it-systemer og giver en sammenhængende it-understøttelse af området.

Programmet for Effektiv Digital selvbetjening udrullede i 2013 Bølge 2 i processen med at sikre, at der er gode og effektive digitale løsninger på de områder, hvor det bliver obligatorisk for borgerne at betjene sig selv digitalt. Forberedelsen af Bølge 3 er nu i gang.

Dialog og overblik

I 2013 inviterede KOMBIT kommunerne på den første af en række ”Kommunedage” i monopolbruddets tegn. Dagene afholdes halvårligt og er med til at ruste kommunerne til de opgaver, kommunerne står foran – og som også kan følges i Kommunernes drejebog for monopolbruddet på kombit.dk. Drejebogen blev lanceret i en 1. version i 2013 og udvikles løbende. Drejebogen og kommunedagene er vigtige redskaber til at KOMBIT sammen med kommunerne kan stille skarpt på konkrete behov og reelle udfordringer i forberedelsen af de nye systemer, og vi ser frem til at fortsætte den gode dialog med kommunerne, som vi bl.a. oplever på Kommunedagene.

2014 bliver året, hvor de store monopolbrudsprojekter kommer i udbud, og vi forventer at et anseeligt antal leverandører vil byde på opgaverne.